Benjamin Uhlemann er bygningskonstruktør og var på VINTERAKADEMI i 2019, mens han stadig studerede. Han havde været lidt modløs, fordi han syntes, der var alt for lang vej til, at byggeriet blev bæredygtigt, men akademi-ugen gav ham modet til at gøre noget ved det.
Af Lærke K. Taidal
Benjamin Uhlemann var på VINTERAKADEMI, mens han var i praktik hos et stort, internationalt arkitektfirma. Og selvom det for mange ville være drømmen, så havde det gjort ham lidt modløs.
Han havde ellers brændt for bæredygtigt byggeri længe, og siger selv, at bæredygtighed fyldte 95 procent af hans professionelle interesse i byggeriet, mens han studerede. Under sit praktikophold syntes han dog at kunne se, at der var lang vej til at få store virksomheder til at blive bæredygtige, og at der også var lang vej for ham selv for at komme hen til det sted, hvor han gerne ville være.
Projektlederen på hans praktiksted forstod da heller ikke hans ønske om at komme på VINTERAKADEMI, men Benjamin stod fast på sit ønske.
“Den kontrast at gå derfra og over til VINTERAKADEMI, hvor vi bare havde lyst til det samme alle sammen. Det var en vild kontrast og sindssygt fedt,” siger Benjamin.
Det betød meget for ham at være sammen med andre ildsjæle med samme interesse, som også havde lyst til at bruge deres passion for bæredygtighed i deres fag.
“Folk snakkede med hinanden, havde interesse for hinanden, hvem man er som mennesker, hvad man ville og havde af visioner og drømme.”
Han oplevede, at mange af de andre deltagere var meget målrettede mod at arbejde med bæredygtighed, og blev inspireret af dem til selv at målrette sin karriere.
“Jeg fik en masse mod på at gå mere tydeligt og ambitiøst og proaktivt i den retning, jeg egentlig drømte om. Det tændte gnisten igen efter en tid, som var lidt udfordrende.”
Og så gav VINTERAKADEMI ham håb om, at det er muligt at gøre byggeriet bæredygtigt.
“Det er en kontroversiel branche, så det kan være ret svært at arbejde med/mod de kræfter. Men der var mange andre unge mennesker, som også har samme visioner, og det gav helt klart et boost: det kan faktisk godt lade sig gøre det her,” siger han.
Som nyuddannet går han som ansat i et typehusfirma lige nu mest op i at lære om byggeprocesserne. Han får erfaring med, hvordan man administrerer et byggeri, hvordan man tegner og kommunikerer med kunder og myndigheder.
Det gør han, så han kan være godt rustet til engang at arbejde med bæredygtigt byggeri som selvstændig eller som en del af en udviklingsgruppe.
Han vil gerne være med til at gøre det mere kommercielt og økonomisk rentabelt at bygge med alternative materialer, så flere vælger de bæredygtige løsninger. Det kunne for eksempel være fundamenter på pæle eller af genbrugsglas, trækonstruktioner, ler, hamp og træfiberisolering, som ifølge ham kan bidrage til et bedre indeklima, hvor man kan reducere behovet for ventilation med et ventilationsindlæg eller helt undlade det.
Lysten til at udvikle nye måder at bygge på har han fået med fra VINTERAKADEMI. Ifølge ham var noget af det bedste ved akademi-ugen, at der var et kreativt rum til, at unge med forskellige professioner kunne udvikle noget sammen. Han var meget imponeret over, hvor innovative og kreative deltagerne var, da de i tværfaglige grupper skulle udvikle et koncept på seks timer.
“Jeg fik en forståelse for, hvordan man udvikler ting, hvordan skaber man et rum for at være innovative og skabe noget nyt. Det er gået op for mig, at det nogle gange kræver, at man sætter sig ned og faktisk vil gøre noget sammen,” siger han.
Han nævner selv det at tage udgangspunkt i en konkret case, tidspresset og i det hele taget en fastsat ramme som afgørende faktorer for, at så mange fik udviklet gode koncepter på kort tid. Og det bliver ikke sidste gang, han kaster sig over et udviklingsprojekt:
“Jeg er overbevist om, at det har plantet noget i mig, som kommer til udtryk på et eller andet tidspunkt. Om det er om to år eller ti år, det ved jeg ikke, men jeg ved, der er noget, som jeg har lyst til at skabe.”