VINTERAKADEMI 2023 havde fokus på fortællingens kraft og byggeriets rolle i omstillingen til et cirkulært samfund. Hvilke fortællinger og erfaringer motiverer og inspirerer os til at skifte kurs, råbe op og være nysgerrige på nye metoder, praksisser, materialer. Hvad gør os – de faglige aktører i byggeriet – modige?
Med udgangspunkt i konkrete cases, inspirerende oplæg, diskussioner og workshops dykkede vi i ugens løb ned hvordan nye krav og rammevilkår påvirker vores praksis, og hvilke muligheder, der er for de mange fagligheder i byggebranchen for at rykke på tingene både inden for social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Byggeri og byudvikling er én af de allertungeste spillere i klimakrisens puslespil. Udover at skulle reducere klimaaftrykket på byggeriets processer i forhold til materialevalg, produktion og drift, har vi også en stor og afgørende global resourceudfordring. Den menneskelige påvirkning gennem byggeriet udfordrer og påvirker vores planetare grænser, og den nuværende praksis har for store omkostninger for vores natur, miljø og klima. Det kalder på en gentænkning af byggeriet.
At de akutte og gennemgribende tiltag, løsninger og handleplaner så ikke står i kø, kan virke absurd, når klimaforandringerne allerede viser tænder de steder i verden, hvor ansvaret er mindst. Ét stort spørgsmål står tilbage:
Hvorfor handler vi ikke?
Hvad er det, vi skal bruge for at koble viden til erkendelse til handling?
Det handler om at lade kompleks problemløsning fylde mere og materialeforbruget mindre. Om at kunne overskue hvilke af de nuværende og tidligere praksisser som kan hjælpe os med at imødekomme klimakrav, opfylde den sociale dimension af bæredygtighed i byggeriet og respektere de planetære grænser. En bæredygtig fremtid kræver mere og andet end symptombehandling. Det er ikke nok at arbejde inden for lukkede cirkulære systemer. Lige så vigtigt er det at reducere den mængde ressourcer, vi sender ind i systemet. Det mest bæredygtige materiale er den mængde vi sparer, ligesom den mest bæredygtige energi, er den vi ikke bruger.
Drømmen om et cirkulært samfund kalder på mod. Mod til nye fortællinger, nye praksisser, nye materialer eller nye måder at anvende dem, vi bruger nu på. Den kalder på et nyt, fælles sprog som er forståeligt på tværs af fagligheder og som sikrer en fælles forståelse for, hvordan vi når vores fremtidige mål og hvordan vi regner tilbage til i dag. Sprogbarrierer og kommunikationskløfter er der nok af og med et gennemgribende paradigmeskift i byggeriet, hvor alle skal finde nye måder at gøre tingene på, har vi brug for fælles måder at tale sammen på og nye fortællinger både om hvor vi skal hen og rejsen dertil.
Dem mødte akademisterne påVINTERAKADEMI 2023
Andri Snær Magnason er en islandsk forfatter med en international læserskare, dokumentarist og miljøaktivist. Menneskets forbindelse til dets omgivelser og miljø er centralt i Andris forfatterskab. Hans udgivelse Tiden og Vandet (2019) fik anerkendelse i form af nomineringen til Nordisk Råds litteraturpris i 2021 – værket er en personlig beretning og en narrativ udforskning af miljøkrisen, hvor den globale krise skildres ved at undersøge videnskaben og de mytologiske fortællinger. Ved siden af hans forfatterskab har han brugt et politisk talerør til at italesætte miljømæssige emner bl.a. i 2016, hvor han stillede op til præsidentkandidat ved det islandske valg.
Frederik Noltenius Busck er cand. polit (politics of sustainability), og var i 2014 med til at stifte det ambitiøse CPH Village ud fra ideen om at udforske og generere nye måder at leve og bo på under mottoet “live simply”. Her bliver de sociale, miljømæssige og økonomiske dimensioner af bæredygtighed sat i spil, når CPH Village faciliterer og understøtter de stærke fællesskaber, dér hvor vi bor.
Lone Feifer er arkitekt MAA med en master i Energy & Green Architecture. Hun arbejder som programdirektør for bæredygtigt byggeri i VELUX gruppen, hvor hun gennem Build For Life arbejder med, hvordan boliger og bygninger kan være med til at løse globale klima- og sundhedsudfordringer. Lone sidder i bestyrelser som Det Kongelige Akademi for arkitektur, design og konservering, Arkitektforeningen og Copenhagen Architecture Festival og har tidligere været leder af den globale medlemsorganisation Active House Alliance. Siden 2008 har Lone Feifer pioneret indenfor bæredygtigt byggeri med et fokus på brugerværdi og oplevelseskvalitet.
Lucile Sarran er ingeniør og arbejder i VELUX gruppen i Videnscenter for Dagslys, Energi og Indeklima. Her har hun ansvar for research-samarbejder med universiteter med områder såsom indeklima, low-carbon-bygninger og passive designstrategier. Derudover har hun fokus, erfaring og interesse indenfor vidensdeling, LCA og holistisk bygningsoptimering i de tidlige stadier og hvordan man tager mennesker og planet i betragtning i de tidlige designfaser.
Madeleine Kate McGowaner kunstner og beskæftiger sig med spekulativt design i udforskningen af løsninger på samfundets nuværende problemstillinger herunder klimakrisen. Hun anvender kunst, interdisciplinære projekter og kreativ aktivisme til at skabe forbindelser mellem mennesker. Madeleine har udstillet sit arbejde på flere store kunstscener; AROS, EU Commission, British Film Institute, AA-London, Sort/Hvid Copenhagen, Danish House in Palestine, Kunsthal Charlottenborg, The National Museum Denmark, Cph:Stage.
Mette Prag er arkitekt MAA og stiftende partner i virksomheden PLADS, der faciliterer brugerinvolvering, gode processer og udvikler gode bymiljøer med plads til mangfoldighed og med arkitektoniske ambitioner. PLADS understøtter byudvikling med fokus på potentialer i den eksisterende by og i byens udsatte byområder. Mette har mere end 30 års erfaring fra både tegnestue, kommune, almene boligselskaber og NGO-verdenen. Hun har en stærk og tværfaglig profil med kompetencer, der spænder fra det bystrategiske og arkitektfaglige over procesfaglighed, borgerinvolvering, forandringsledelse og konfliktmægling. Mette har beskæftiget sig med udviklingen af bæredygtige byrum med mennesker i fokus det meste af sit arbejdsliv.
Michael H. Nielsen er selvstændig konsulent med mere end 35 års erfaring i byggebranchen, blandt andet gennem 20 år som direktør for Dansk Byggeri og underdirektør for DI. Michael har et særligt fokus på bæredygtigt og cirkulært byggeri, samt implementering af ny teknologi. Hos CONCITO er Michael seniorrådgiver, hvor han er tilknyttet programmet for bygninger og energi. Her bidrager han med sin dybe faglige kompetence, erfaring og store engagement inden for klima og grøn omstilling. Derudover sidder Michael som bestyrelsesformand i Byggeriets Kvalitetskontrol, og som bestyrelsesmedlem i en række bestyrelser og er ligeledes del af et ekspertpanel ved Realdanias program Innovation til Marked – et program, der understøtter den bæredygtige omstilling ved at hjælpe virksomheder med at få nye bæredygtige løsninger ud til byggebranchen og i anvendelse.
Morten Ørsagerer partner hos ERIK med ansvar for bæredygtighed inden for planlægning og udvikling af helhedsplaner, grønne strategier og samarbejds-processer samt udvikling og projektering af bæredygtigt byggeri. Han har solid erfaring med renovering og nybyggeri i byområder, som kræver et specielt fokus på at bevare og tilpasse nyt for at opnå samspil og styrket identitet. Morten Ørsager har en Master i Energy and Green Architecture, er DGNB konsulent og del af partnergruppen på VINTERAKADEMI 2021-2023
Pernille Berg er Science Director hos BLOXHUB og har arbejdet med forskning og innovation hele sin karriere fra etablering af startups til skabelse af forsknings- og vidensnetværk. Pernille har erfaring med at skabe nye uddannelser, læringsnetværk og miljøer samt internationale samarbejder bl.a. fra EU-regi i styregrupper og forskellige projekt porteføljer. Derudover har Pernille gennem årene været en aktiv moderator på den internationale scene for bæredygtighed, forskning, innovation og entreprenørskab. Pernille er Fil.Dr. fra Lund Universitet i sociologi og uddannelsesvidenskab. Derudover er Pernille med i partnergruppen på VINTERAKADEMI 2021-2023.
Rasmus Taun har en baggrund i økonomi og management og er medejer og Head of Brand and Business Development hos den visionsdrevne og kreative produktionsvirksomhed STYKKA. Virksomheden gentænker, gennem køkkener, køkkendele og det bæredygtige produkt, hele byggesektoren fra designfasen til det færdige produkt. Hos STYKKA arbejdes der med en cirkulær designstruktur, og der er et dybtliggende fokus på holdbarhed, reparerbarhed og tidsløse designs.
Sigge Winther Nielsen er journalist, forsker og politisk analytiker. Tidligere har han været analytiker på Dagbladet Politiken, embedsmand i Finansministeriet og vært på DR2 deadline og er i dag direktør hos Djøf og bestyrelsesmedlem i den grønne investeringsfond Planetary Impact Ventures. Sigge er forfatter på en række nationale og internationale videnskabelige artikler om moderne politik og har senest udgivet bogen Entreprenørstaten.
Simon Elsborg Nygaard er erhvervspsykolog, Danmarks første ph.d. i bæredygtighedspsykologi og ekstern lektor på Aarhus Universitetet. I sin virksomhed arbejder Simon med psykologi, mennesker og bæredygtighed i relation til virksomheder og offentlige organisationer, herunder lederuddannelse. Af særlige fokuspunkter er trivsel, motivation, engagement og bæredygtig adfærd. Han er aktuel med bogen “Bæredygtig Business – for bundlinjen og en bedre verden”.
Synnøve Kjærland er programchef for den grønne tænketank CONCITOs formidlings- og uddannelsesprogram Klimaambassaden. Hun har igennem Klimaambassadens brede vifte af projekter og partnerskaber med kommuner, virksomheder og andre organisationer oparbejdet en dybtgående praktisk og metodisk erfaring med at engagere børn, unge og andre borgergrupper i grønne projekter. Klimaambassadens overordnede fokus er på, hvordan man styrker den grønne dannelse og grønne handlekompetencer blandt børn og unge. I projekterne med særligt fokus på bæredygtigt forbrug og produktion, transport og oplevelser, cirkulær økonomi og ressourcer, bæredygtigt byggeri og FN´s Verdensmål. Synnøve har været projektleder og medudvikler på VINTERAKADEMI fra dets start i 2015.
Søren Nielsen er arkitekt MAA og partner hos Vandkunsten. Søren har stor erfaring med idéudvikling, projektudvikling, projekteringsledelse, kommunikation og brugerinddragelse. Han varetager størstedelen af tegnestuens udviklingsarbejde i forhold til teknologi og bæredygtighed, og står som garant for en holistisk tilgang til miljø, social- og økonomisk bæredygtighed i alle faser. Søren udvikler og afprøver strategier for bæredygtighed og genanvendelse – og stod blandt andet bag den udprægede bæredygtige tilgang til renovering af 1001 huse i Albertslund Syd, der er tegnestuens største projekt.
Søren Stochholmer founder af Worldperfect, der er en kreativ og purposedriven rådgivningsvirksomhed, der arbejder udelukkende med bæredygtig udvikling af projekter, organisationer og virksomheder. Rødderne til firmaet blev sået i 2009, og siden er Worldperfect vokset på en passion og mission om at gøre en forskel. Gennem et stort internationalt netværk og et mangfoldigt team vejleder de om bæredygtig grøn omstilling, implementeringsstrategi og kommunikation. Med et motto: “It’s all about people” arbejder de til dagligt med tværfaglige stærke profiler for at sikre en fremtid, hvor bæredygtighed er en selvfølge.
Thomas Fabian Delmanbeskæftiger sig med projektledelse og strategisk design med et sigte om en grøn og cirkulær fremtid. Thomas har over 20 års erfaring med entreprenørskab og innovation. Han har en PhD i borgerdeltagelse og byudvikling og en kandidat i digital kommunikation og medier. Thomas har i 2020 stiftet Twentyfifty Futures i 2020, som bistår med rådgivning i strategisk design, innovative processer, branding og kommunikation af projekter i den cirkulære økonomi. Derudover er han medstifter af Cirkle Bank, som arbejder for at gøre cirkulært byggeri konkurrencedygtigt og skalerbart. Blandt andre igangværende projekter er han medstifter og partner i Twin Transition, der via digital forandring og udvikling vil fremme grønne forretningsmodeller.
Vibeke Grupe Larsen er arkitekt MAA og har arbejdet med bæredygtig udvikling og bæredygtigt byggeri i anerkendte arkitekt-, ingeniør- og entreprenørfirmaer igennem mange år. Vibeke er p.t. i gang med en ph.d., hvor hun forsker i arkitekturens værdiskabelse, i regi af Danske Arkitektvirksomheder, med Civil and Architectural Engineering, Syddansk Universitet som universitetspartner og Danmarks Almene Boliger/Landsbyggefonden som tredjepart. Vibeke var en af initiativtagerne til VINTERAKADEMI i 2015, og har været med fra 2015-2020. I dag er Vibeke en del af partnergruppen på VINTERAKADEMI 2021-2023.