Kick-off

IMG_1805

Foto: Stefan thor Straten

Artikel fra Dome of Visions

Er en grøn hat på vej til deltagerne i Vinterakademiet?

Hvor skal et stort anlagt Vinterakademi om cirkulær økonomi i byggeriet skyde sit ambitiøse og ugelange projekt i gang? Naturligvis i Dome of Visions, der på sin egen måde er et godt bud på, hvordan en cirkulær tankegang kan føres ud i livet.

Og sådan blev det, da Vinterakademiets bagmænd (NCC, Center for Bygningsbevaring og CONCITO) torsdag 25. februar 2016 kick-startede Vinterakademiet 2016. Det finder sted fra 7. til 11. marts og har base i Byggekulturens Hus i København. Akademiet har 41 deltagere – enten studerende eller dimittender, og projektleder Vera Noldus fra Center for Bygningsbevaring hæfter sig ved, at deltagerne i dette års akademi kommer fra hele ni forskellige uddannelsesinstitutioner.

–Det viser, at akademiets program er attraktivt over en meget bred front, siger hun.

Ny inspiration

Entreprenørkoncernen NCC har i årevis været optaget af at bruge akademier. Både for at få læring ind i eget hus men også for at komme i dialog med den omverden, koncernen arbejder i til daglig.

–Som en moderne virksomhed har NCC brug for sammen med den øvrige branche at transformere sig selv i en mere bæredygtig retning. For at nå dét mål, er det nødvendigt at hente inspiration både udefra og fra virksomhedens egne medarbejdere. På den baggrund har vi besluttet at gennemføre såkaldte akademier, og det eksterne Vinterakademi, skal ses i det lys, siger Martin Manthorpe, direktør for Strategi og Forretningsudvikling i NCC.

–Cirkulær økonomi i byggeriet er temaet for Vinterakademiet 2016, og for en virksomhed som NCC, der er vant til at arbejde og tænke meget lineært, er det afgørende at hente ny inspiration. Derfor er Vinterakademiet vigtigt for os, siger han.

Martin Manthorpe tilføjer, at NCC også er optaget af at udvikle digitale værktøjer og metoder, som kan åbne genveje til mere cirkulær økonomi i byggesektoren.

En uge i dybden

Den grønne tænketank CONCITO er medarrangør af Vinterakademiet og har i forvejen en såkaldt uddannelsesplatform, der henvender sig til unge, og for Synnøve Kjærland fra CONCITO betyder det meget, at man via Vinterakademiet får lejlighed til i en hel uge at gå i dybden med et emne. I år altså cirkulær økonomi i byggeriet.

–Emnet kalder jo på visioner og løsninger, men vi kommer ikke uden om, at der også er dilemmaer forbundet med cirkulær økonomi. Dem kan vi forhåbentlig blive klogere på alle sammen i løbet af Vinterakademiet, og de 41 studerende, som i år vil gennemføre akademiet, repræsenterer et meget bredt udsnit af uddannelser. Årets hold er yderst tværfagligt, siger Synnøve Kjærland.

Hun håber, at Vinterakademiet gør de studerende klogere på, hvordan de kan bruge deres egen faglighed på tværs af netop faggrænser.

–Og hvis de studerende så også opdager, hvor vigtigt det er at kunne samarbejde med andre, fx når vi taler byggeri og byudvikling, så er vi nået langt. Kunne vi så oven i købet billedligt talt få sat en grøn hat på de studerende, ville det være perfekt.

–Vinterakademiet skal meget gerne gøre os klogere på både mulighederne og begrænsningerne. Vi skal ha´ mere volumen ind i projekter med cirkulær økonomi. Små projekter er gode nok, men der skal mere fokus på det store ressourceflow, hvis cirkulær økonomi skal ha mere vind i sejlene, anfører Synnøve Kjærland.

Logisk koncept

Den hollandske ekspert i cirkulær økonomi, Guido Braam, var inviteret til København for at sætte ekstra perspektiver på det arbejde, akademideltagerne indleder 7. marts. Og i Dome of Visions gjorde han meget pædagogisk rede for, hvad cirkulær økonomi består af.

–Cirkulær økonomi er et meget logisk koncept. Ikke desto mindre befinder begrebet sig på et ret eksperimenterende stadium. Men det er uundgåeligt, at cirkulær økonomi kommer til at spille en afgørende rolle de næste 20 til 40 år. Vi er nødt til at finde globale løsninger, hvor cirkulær økonomi bliver tænkt ind fra begyndelsen, siger han.

–Af og til savner jeg politisk mod og handling, når vi taler cirkulær økonomi. Mange politikere ved for lidt om emnet. De taler i stedet meget om affald og genbrug, men cirkulær økonomi er jo meget mere end det. Men der er tegn på forbedringer, mange politikere evner i dag at tale om både vækst og cirkulær økonomi på samme tid, understreger Guido Braam.

På linje med Vinterakademiets arrangører glæder det ham, at deltagerne på akademiet i år kommer fra endog meget forskellige uddannelsesretninger.

–Vi har brug for økonomer, arkitekter, antropologer, journalister etc., hvis udviklingen skal gå i retning af mere cirkulær økonomi, og når jeg ser på de 41 deltagere i dette års Vinterakademi, er tværfagligheden jo meget tydelig. Det giver mulighed for at mixe en lang række faglige discipliner, og det vil påvirke fremtidens løsninger. Mit bedste råd til de studerende er, at de skal interessere sig for andre fag end deres eget. Få styr på dit eget fag, stil dig så ved siden af det og dan dig et større billede af det, der kunne være en af fremtidens løsninger, fx når det gælder cirkulær økonomi, siger Guido Braam.

Menneske og rum

En af de 41 deltagere i Vinterakademiet er Jo Sestoft. Hun er cand. mag. i Anvendt Kulturanalyse fra Københavns Universitet.

–I forhold til det byggede rum har jeg qua min uddannelse en særlig interesse. Hvordan kan man optimere forholdet mellem menneske og rum så tidligt som muligt i en byggeproces? Mange byggerier begynder så at sige ovenfra – i stedet for at blive tænkt og bygget i øjenhøjde. Med min baggrund ville jeg typisk kunne fungere som et bindeled mellem forskellige fagligheder, bl.a. arkitekter, bygningskonstruktører og entreprenører. Det, jeg arbejder hen imod, skulle jo gerne blive til en efterspurgt vare, og for at nå dertil kræver det, at flere og flere ved mere og mere om cirkulær økonomi. Begrebet skal gøres konkret og forståeligt, mener hun.

–Byggeriet bevæger sig kun langsomt i retning af en mere cirkulær økonomi. Det kræver meget visionære mennesker, og hvis du undskylder udtrykket, så skal man vist ha nosser af stål for at klare opgaven, undskylder Jo Sestoft.

Ansvar og fornøjelse

Anna-Mette Monnelly, bæredygtighedskonsulent i NCC, har sammen med en række kolleger været med til at strikke Vinterakademiets program sammen.

–Vinterakademiet er vigtigt for NCC, fordi det at dele sin viden og erfaring er helt afgørende for os, hvis vi skal drive en bæredygtig udvikling. Og så er der både ansvar og fornøjelse forbundet med at være med til at stable et Vinterakademi på benene, siger hun.

–Årets emne – cirkulær økonomi i byggeriet – er en driver, hvis vi skal videre med en bæredygtig omstilling af samfundet. Det at få ressourcer til at cirkulere er jo en hjørnesten i det emne, akademiet i år arbejder med. Derfor følger NCC Vinterakademiet med stor interesse, siger Anna-Mette Monnelly.

Se flere billeder fra kick-off på Dome of Visions hjemmeside her.

___________________________________________________________________________

Invitation til kick-off i Dome of Visions

Vinterakademiet 2016 bliver skudt godt i gang med en offentlig kick-off forelæsning og debat i Dome of Visions i København, den 25. februar 2016, for alle interesserede – fagfolk, studerende såvel som nysgerrige med interesse for emnet.

Temaet for årets Vinterakademi er cirkulær økonomi i byggeriet og byudvikling. Derfor har vi inviteret en af pionererne inden for cirkulær økonomi, nemlig hollandske Guido Braam, for at holde kick-off forelæsningen, der vil lægge op til en uge med tværfaglig viden.

“Mr. Circle Economy”
Guido Braam er direktør i Circle Economy og Powered by Meaning samt drivende kraft bag The Netherlands Circular Hotspot. Som initiativtager bag en række virksomheder og organisationer, og som fortaler for socialt entreprenørskab, støtter Guido Braam meningsfulde initiativer, der kan bidrage til et nyt og mere balanceret system, hvor innovation og værdiskabelse er i centrum – helt i tråd med Vinterakademiets målsætninger.

Braams motto er “we are the people we have been waiting for”, og med denne tone slået an, inviterer Vinterakademiet derfor alle – både studerende, fagfolk og andre – med interesse i bæredygtige byer, cirkulær økonomi og grøn vækst til et inspirerende og stærkt erfaringsbaseret arrangement om cirkulær økonomi.

Tilmelding
Kick-off forelæsningen vil finde sted torsdag d. 25. februar kl. 17-19 i Dome of Visions. Bemærk, at alle interesserede kan deltage, men tilmelding er nødvendigbilletto via nedenstående link senest den 18. februar. Arrangementet er gratis.

Obs: er du blevet optaget på vinterakademiet er du automatisk tilmeldt kick off-forelæsningen, og du skal derfor ikke tilmelde dig via nedenstående link. Som deltager på Vinterakademiet starter kick-off dog allerede klokken 14.30 med en introduktion til ugen, de andre deltagere med mere.

Meld dig til her

Se eventet på facebook.

Lær mere om Guido Braam og Circle Economy på Youtube eller Vimeo:

https://www.youtube.com/watch?v=drT08xjoi60

https://vimeo.com/148882361

Læs mere om Dome of Visions: http://domeofvisions.dk/

Vinterakademiet er et initiativ af CONCITO, Center for Bygningsbevaring og NCC Constuction Danmark A/S