Bygherreforeningen på Vinterakademiet.
De studerende på Vinterakademiet kan blive nøglefigurer
– Vi har for dårlige arbejdsmetoder og et for spinkelt fagligt grundlag. Som følge deraf renoverer vi alt for lidt og i øvrigt også uøkonomisk, også fordi processerne ikke er effektive nok. Populært kan du sige, at folk falder over hinanden og derfor ikke er tilstrækkeligt produktive. Vi skal have bedre processer og bedre koncepter.
Sådan lyder det kontante indspark fra direktør i Bygherreforeningen, Henrik Bang til Vinterakademiet i Dome of Visions. Her har 35 studerende fra vidt forskellige studieretninger blandt andet renovering på skemaet i det fem dage lange akademi, som slutter 6. marts 2015.
Mangel på viden
– Der mangler ganske enkelt viden om renovering. Og der mangler uddannelse. Vi skal have langt flere vitaminer ind i de forskellige relevante uddannelser. De koncepter, der bliver arbejdet ud fra, specielt i byggeindustrien, har vi alt for få af. Der burde være langt flere, især når man tænker på den omsætning, der tegner sig, siger Henrik Bang og henviser til den enorme masse af ældre byggeri, både boliger og erhverv.
– Konsekvensen af den manglende uddannelse og dermed viden er, at vi i Danmark bygger for dyrt, og mange afholder sig fra at renovere, fordi man synes, man får for lidt for pengene. Dvs. man betaler for meget for at opnå den værditilvækst, som man går efter, lyder det fra Henrik Bang.
Wakeupcall
Han mener, samfundet overser de forskellige værdier, som renovering fører med sig.
– Renovering får alt for lidt opmærksomhed, især når du tænker på, hvor meget renovering betyder for samfundsøkonomien. Hverken uddannelserne eller den offentlige debat har haft øje for, hvor vigtigt området reelt er.
– Hele spørgsmålet om renovering fik et wakeupcall, da finanskrisen satte ind. En række spørgsmål blev bragt på bane, fx hvilke udsigter er der overhovedet til nybyggeri, eller i hvor stort omfang skal vi optimere de bygninger, vi allerede har? Men der kan komme meget mere fart på arbejdet med at renovere, og vi har fortsat til gode at se store, langsigtede og overordnede løsninger ført ud i livet, siger Henrik Bang.
Forandringsagent
– Mit indspark til de studerende på Vinterakademiet er, at de skal suge til sig af den viden, der omgiver dem. De har alle muligheder for at blive branchens forandringsagenter, som kan sørge for at vi får mere intelligent bygningsrenovering i fremtiden. Og det er helt afgørende, at indsatsen sker på tværs af uddannelsesretningerne. Renovering er alt for sammensat en størrelse til, at man kan klare sig med en enkelt faglighed, konkluderer Henrik Bang.
Læs mere på bygherreforeningen.dk
TEKST: SØREN EGERT / DOME OF VISIONS
FOTO: SIGNE MAI VILSBØLL / DOME OF VISIONS